Det går op og ned i showbiz...

I dag er en god dag. Faktisk er hele weekenden god. Fredag var jeg til jobsamtale på et job, jeg virkelig gerne vil have. Hvis jeg får det, er det som om det hele går op i en højere enhed, og jeg pludselig er et helt andet sted i mit liv. Hvis.

Det er sket adskillige gange for mgi i de sidste par måneder. Jeg er kommet til samtale, hurra. Det er godt, det betyder at man er tættere på osv...bla...bla. Lige ved og næsten har dog indtil videre ikke hjulpet mig nogen vegne. Man sætter sig op til samtalen, researcher hjemmesiden og facebook, tager pænt tøj på, kommer i god tid, smiler, har et fast håndtryk, kigger alle ved bordet i øjnene og smiler mere, fortæller om sig selv uden tøven (næsten), viser gå-på-mod og kompetencer osv, det hele afstemt efter tonen i jobopslaget. Det går godt, man føler at man klarede eksamen ok. Måske skulle man have sagt mere om det, eller svaret noget andet på det spørgsmål? Man ved det ikke.

Men i denne her weekend har jeg lov at føle mig god. Jeg kom til samtale, hurra. Jeg er med i opløbet. De syntes jeg havde skrevet en "virkelig god ansøgning" og at jeg havde "værktøjskassen i orden". Jeg samler på den slags kommentarer, der giver håb om, at én eller anden dag (snart) så lykkes det sgu. Så er det mig, der står forrest i køen, er bedst kvalificeret, eller bare lige gør mig bedst til samtalen. I den her weekend siger jeg til mig selv, at de selvfølgelig skal tage mig, for jeg er jo den bedste, og helt rigtig til jobbet både fagligt og personligt. Og jeg føler, at det ikke er helt ved siden af at tænke sådan. Og hvor vil det bare være vanvittigt fedt, hvis de ringer og siger, at de vil have mig! Jeg kan se for mig, hvor lykkelig jeg vil blive. Jeg kan mærke følelsen i maven lidt allerede, men jeg holder den tilbage.

Jeg tænker selvfølgelig også, at det kan være det bliver et afslag. Jeg tænker på, at det sidste gang lykkedes mig at bevare kontrollen over min stemme og gemme gråden til bagefter (tror jeg da). Samtalen skal bare ikke være ret lang, så går det nok. Jeg tænker på, at man jo ikke bør tage det så personligt. Men også, at hvordan skal man lade være med det, når det har så stor betydning for ens liv og velbefindende.

Efter hvert afslag føler jeg mig som en taber, og skal samle mig selv op igen. Sige til mig selv, at der nok dukker noget bedre og mere rigtigt op om lidt. Sige til mig selv, at det nok skal lykkes for mig. At jeg da i det mindste får mere rutine i at gå til samtale. At heldet på et tidspunkt er på min side i det her uforudsigelige spil. Hvordan næste uge bliver er helt umulig at sige, men jeg håber inderligt, at jeg slipper for endnu en dukkert, for det er f***** hårdt!

Ind til videre vil jeg nyde weekenden og føle mig som en sej jobsøger - lige på kanten til at træde ind i de heldiges rækker - dem med et spændende job, der fører dem videre mod det, de drømmer om. Bare lidt.