onsdag den 12. november 2014

lidt om motivation...

Har holdt pause fra ledigheden siden i søndags, og har siden da fået sendt to ansøgninger til relevante stillinger afsted. Jeg kan godt røbe, at det er en noget højere frekvens end de sidste par måneder. På én eller anden måde føles det bare mere motiverende, når det ikke er noget, man skal, men noget man gør for sin egen skyld, og fordi det giver mening. Well. Lige nu føles det i hvert fald som en stor drivkraft, at undgå at skulle melde mig ledig igen. Jeg krydser fingre for, at noget viser sig, inden mine midlertidige opgaver løber ud! Tips og jobopslag modtages gerne :-)

mandag den 10. november 2014

Pause fra systemet

De næste par måneder har jeg så rigeligt at lave, at jeg har trykket på afmeldingsknappen på jobnet og med begrundelsen "Jeg har arbejde på fuld tid i mindst to uger". Det er godt nok ikke helt fuld tid, men til gengæld næsten to måneder. Så det føles godt. Men også lidt usikkert på en mærkelig måde.
Bliver jeg mon nødt til at melde mig ind igen, når den tid er gået? (Forhåbentlig ikke, men jeg ved det jo ikke). Mon der bliver problemer med det? (Der er så meget man kan gøre forkert i dette system, den fornemmelse har jeg i hvert fald). Mon nogle af de opgaver, jeg muligvis får i januar, bliver til noget - og hvor længe mon jeg kan få det til at hænge sammen, tidsmæssigt og økonomisk? Den tid, den overvejelse. Foreløbig er det fedt at have noget at rive i, og så må jeg se på det til den tid, om der bliver nok til at holde mig fri af systemet i en længere periode.
Det er i hvert fald godt for selvtilliden og identiteten, at kunne sige, at jeg har arbejde - i det mindste for en tid...

torsdag den 23. oktober 2014

Kanvascafé og glæden ved min 2.aktør

Efter sidste uges virkelig seje, sjove og hårde arbejde med børneteaterfestival står denne uge i min 2. aktørs navn. Jeg fik nemlig for en måneds tid siden tildelt 20 timers ekstra aktiviteter, der direkte fremmer kontakten til arbejdsmarkedet - eller noget i den stil. Det kunne jo i og for sig være fint - jeg vil gerne i kontakt med arbejdsmarkedet - men min 2.aktørs eneste tilbud, der matcher dette krav, er noget de kalder "kanvas-café". Det går i bund og grund ud på, at man skal lære at gribe knoglen og ringe uopfordret til virksomheder og arrangere "kaffemøder". Jeg kunne selvfølgelig godt blive bedre til at sælge mig selv i telefonen - det er trods alt de færreste menneskers yndlingsdisciplin - men det er alligevel ret begrænset, hvad jeg får ud af disse kanvascaféer.
Der er flere problemer forbundet med dem:

A) Hvem henvender de sig til? Vi sidder en uskøn blanding af tandlæger, etnologer, unge, gamle, folk med hundrede års erfaring og nyuddannede, som søger jobs i vidt forskellige brancher.
B) Vi får den samme smøre igen og igen, og fuld af banaliteter som fx "det handler om situationsfornemmelse", "det er godt at vide, hvem man vil tale med" osv.

Jeg har nu været til 2 af disse arrangementer, og det undrer mig, at det er det bedste, de kan tilbyde. Hvorfor ikke speeddating med virksomheder? Hvorfor ikke mikropraktikker eller virksomhedsbesøg, eller bare tiltag der var en lille smule målrettet i forhold til uddannelse/branche eller i forhold til om man var nyuddannet/erfaren?

I stedet så føler jeg med det samme, at det ikke er mig, der bliver talt til. Jeg slår fra og tænker på noget andet. Gad vide, hvor mange af de andre, der gør det samme? Kunne de ikke i stedet give folk 2 timers meningsfuld vejledning? Fremfor 20 timer, der henvender sig til alle og ingen- i hvert fald ikke mig.

Det skal lige siges, at jeg faktisk havde temmelig ondt af underviseren. Han gjorde sit bedste og virkede flink nok. Men det kan ikke være sjovt at skulle stå at undervise i sådan noget bavl for en flok veluddannede mennesker, der for de flestes vedkommende nok kunne finde noget mere meningsfuldt at give sig til.

PS:Det hedder forresten kanvascafé, fordi idéen kommer fra konceptet "kanvassalg", hvor man ringer til revl og krat på en liste, og prøver at sælge dem noget. For mig at se begynder problemet allerede der.

onsdag den 15. oktober 2014

En uge med arbejde og temmelig lidt søvn

I denne uge er jeg faktisk ikke arbejdsløs, men har meldt "midlertidigt arbejde", da jeg afvikler børneteaterfestivallen "Filiorum præsenterer...Efterårsforestillinger". Det bliver afholdt i Sølyst - et fornemt palæ med udsigt over Øresund, hvor de kongelige skydebrødre holder til. Det er lidt vildt at gå fra stort set udelukkende hjemmearbejde foran computeren til rigtig mange timers intenst arbejde med masser af publikumskontakt. Inklusiv krammere af børnehavebørn på vej hjem fra arrangementet. Men det er super sjovt, og skønt både at se børneteater og se børn se børneteater og bagefter lave kunst om forestillingerne. Det er for længe siden, jeg har gjort det, men nu vender jeg lidt tilbage til dengang, jeg som studerende skrev flere artikler om børneteater. Sjovt som tingene går i ring, og erfaringer jeg ikke nødvendigvis havde troet ville blive relevante, pludselig er det igen.

Det er vildt fedt at gå på arbejde, have en vigtig funktion, som får tingene til at køre og mærke, at folk er glade for det, man gør. Det bør de, der tror, at folk hellere vil være på dagpenge end have et job godt blive mindet om. Hvis der da stadig findes nogle, der virkelig tror det.

Men bortset fra det, så vil jeg nu sige, at fra at være ledig og til at afvikle festival på kun én uge, det er en ret heftig acceleration. Især midt i en flytning. Så jeg er så småt begyndt at glæde mig til en fridag - og den vil føles som en fridag på en ganske anden måde end fridage føles, når man er ledig. Så kan jeg måske nå til at få pakket de flyttekasser ud...

fredag den 3. oktober 2014

Om bække og kludetæpper

Næppe er man begyndt at glæde sig over friheden, før det vælter ind med små og større opgaver til humanisten her. Ikke noget fast, men dog alligevel noget.Og ikke mindst - spændende opgaver. Min ene freelanceopgave har kastet et par ugers arbejde i november af sig, og det andet bliver nok også til et par uger eller halvanden. Så det er faktisk lige før, jeg kan melde mig ud af systemet en måneds tid. Det skal man så også lige finde ud af, hvordan virker...

Well. Men det er jo dejligt, at det arbejde, jeg indtil har lavet er blevet så vel modtaget, at jeg er blevet hyret til mere. Og med mulighed for endnu mere på den anden side af nytår. Samtidig skal jeg til at lave en del mere for deltidsjob nr. 2, så lige pludselig ser det ud som om de mange bække små faktisk kan blive til, om ikke en stor å, så da en lille kilde til fremdrift, nye erfaringer og inspiration.

Og jeg har endda fornøjelsen af at få lov til at arbejde med nogle kulturprojekter, jeg synes er rigtig spændende. Så ind til videre synes jeg, det er et fedt kludetæppe, jeg er ved at få strikket sammen...

Så ja, der er optimisme i dette lille humanistland (trods de dunkle skyer over os humanister generelt p.t. - også et indlæg værd, men det bliver ikke lige nu).

God weekend, derude!

Og nu tilbage til flyttekasserne...

mandag den 29. september 2014

Om fordelene ved at være ledig

Som tidligere nævnt mindede min veninde mig for nylig om, at jeg skulle huske at nyde de fordele, der trods alt er forbundet med ikke at have et job. Som at man kan gå ud i solen og drikke kaffe med en veninde en formiddag, sove længe osv. Ind imellem kan det være ganske svært. Det er - i modsætning til hvad nogen (politikere o. lign.) måske forestiller sig - ikke lige så sjovt at have fri, fordi man ikke har et job som at have ferie fx. I begge tilfælde har man ganske vist fri, og behøver ikke stå tidligt op - med mindre man skal aktiveres hos sin Anden Aktør - men der stopper ligheden også. Ledighedslivet minder en del mere om at være studerende. Man har konstant dårlig samvittighed over ikke at gøre mere, samtidig med, at man ikke ved, hvad det egentlig er, man skal gøre, der vil hjælpe én tættere på et af de få jobs, der er. Så i perioder bliver jeg nærmest pacificeret og orker slet ikke at tænke på jobsøgning.

Siden det sidste afslag jeg fik, har det været en hård kamp at komme tilbage i sadlen og i gang med at skrive ansøgninger igen. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har fået skrevet så mange ansøgninger, som jeg burde. Ikke at der har været mange opslag, som både var relevante og til at komme i nærheden af for en en næsten nyuddannet som mig. Men jeg har også haft brug for lige at puste ud og komme oven på igen. I stedet for jobsøgningen har jeg fokuseret på andre ting i livet - som at komme til yoga de fleste morgener, kommende freelanceopgaver og at sortere og pakke mit liv ned i flyttekasser og få styr på flyttelogistik og praktiske ting. 

Og efter et par uger, så synes jeg faktisk at jeg er nået derhen, hvor jeg godt kan nyde fordelene, uden ret meget bismag af dårlig samvittighed. Men okay, solen skinner også i dag, og der sker gode ting i mit liv, som gør, at jeg kan minde mig selv om, at et job ikke er alt i livet. Trods alt. 

Og nu må jeg hellere komme i gang med den ansøgning...
 

mandag den 22. september 2014

Tanker om at være ledig med arbejde aka. i løntilskud

Langt de fleste af de stillinger, der henvender sig til sådan én som mig, er slået op som offentlige løntilskudsstillinger. Det vil sige at man skal arbejde ca. 32 timer om ugen til dagpengesatsen, samtidigt med, at man skal søge lige så mange stillinger om ugen, som hvis man bare var 'ledig uden job'. Til gengæld slipper man for hjernedøde kurser hos ens 2. aktør, og kan for en stund næsten føle sig som rigtigt medlem af 'det arbejdende folk'. Hvis man bare ser bort fra det ugentlige tryk på jobknappen, jobansøgningerne og rådighedsgodkendelsen hos a-kassen. Og hvis man ignorerer bevidstheden om, at man udfører reelt arbejde, som man burde få en reel løn for, og det faktum, at der formentlig bliver ansat en ny løntilskudsmedarbejder hurtigere end man kan sige "ansættelsesstrategi" til at fortsætte ens arbejde (som ifølge reglerne ikke må være driftsarbejde, men skal være noget ekstra) så snart perioden er udløbet. Mange steder er der ganske enkelt ikke sat penge af til noget så essentielt som kommunikationsarbejde (det er åbenbart ikke drift?!), og der er heller ingen grund til at gøre det, for der er rigeligt af nyuddannede humanister som mig, der gerne vil arbejde for erfaring og søde ord.

Faktisk er det som om, der stort set ingen stillinger er, der henvender sig til (relativt) nyuddannede, udover løntilskudsstillingerne. De er der til gengæld i rigt mål, for de slås jo op hver 5-6 måned, når en periode slutter. Nogle steder (i kommuner fx) er der endda et lovkrav om, hvor mange de skal have ansat i løntilskud. Hvorfor er der ikke krav om, hvor mange nyuddannede de skal ansætte i stedet?

Jeg var selv glad for at være i løntilskud, fordi det var dejligt at føle sig som et rigtigt voksent menneske, der gik på arbejde, og havde ansvar for andet end min egen jobsøgning. Det føltes som at være i gang med noget, at være på vej et sted hen, og måske ville det kaste nye muligheder (læs: jobmuligheder) af sig... det gav håb og retning. Men helt ærligt - kan det virkelig være rigtigt at stort set alle nyuddannede humanister skal igennem mindst 6 måneders (og ofte mere) værnepligt som billig arbejdskraft?  Burde offentlige institutioner ikke netop betale for den arbejdskraft, de ikke kan undvære? Mange af os er ikke uden erfaring i forvejen - vi har praktikker og studiejobs i bagagen, så hvorfor skal det egentlig være nødvendigt?

Tænk hvis løntilskudsstillingerne blev nedlagt, og der blev oprettet flere rigtige stillinger? Og det behøver ikke engang være fuld tid - mange af os vil være tilfredse med deltid, så vi kan opdyrke andre projekter ved siden af - men vi har brug for en indkomst der kan betale huslejen, og vi har brug for at komme ud af systemet, som hæmmer os i at sætte nye ting i gang.


onsdag den 17. september 2014

Work-life-balance er en svær kunst

... også når man ikke har nok (rigtigt)"work" i ligningen...

Jeg brugte noget af weekenden på at forsøge at lave en tidsplan for mit arbejdsliv/arbejdsløsliv for de næste par måneder. For selvom jeg jo ikke har noget job, så synes jeg alligevel der er mange deadlines, møder og opgaver, jeg skal nå. Og i modsætning til hvis jeg havde et job, så har jeg ikke en chef, der kan hjælpe mig med at prioritere opgaverne. Tværtimod har jeg nærmest fire chefer.  A-kassen, min anden aktør, hende der hyrer mig til freelance-opgaver, og hende, der har ansat mig et antal timer om måneden.

Ikke at jeg vil klage over det - det er bestemt en dejlig udvikling, at der er nogle, der rent faktisk vil betale mig for mit arbejde. Også selvom det ikke er nok til at få mig ud af systemet endnu.

Men faktum er, at det kan være ret svært at få det hele til at passe sammen, og ikke mindst - have plads til alle de små opgaver og deadlines i hovedet. Det kan være svært at skille ad, hvornår man arbejder på det ene, og hvornår, man arbejder på det andet, når det hele foregår foran min egen computer - derhjemme eller på et bibliotek eller en café.

Der er deadlines for indsendelse af joblogs, booking af rådighedsmøder, tryk på jobknappen. Aktiviteter og møder hos anden aktør, der tager masser af unødvendige og hjernedøde timer fra fornuftig jobsøgning eller fritid. Der er deadlines for den ene freelanceopgave og deadlines for den anden. Og der er frister for jobansøgninger, og ind imellem samtaler. Og så er der selvfølgelig livet derudover, som også nogle gange byder på noget, der kan bidrage til forvirringen. Jeg er fx i færd med at flytte, og det giver en del logistik og ting man skal huske.

Igen - det er jo ikke fordi, man ikke har deadlines og opgaver, hvis man har et job. Der er bare den forskel, at jeg er alene om at strukturere min tid og få mine opgaver/jobs til at passe sammen. Og det er altså en udfordring at strukturere sin tid, når man er alene om det. Så det øver jeg mig i. Nogle gange.

I går havde jeg planlagt at skrive jobansøgninger, efter at jeg havde været til møde hos min anden aktør. Men efter mødet var det sidste, jeg havde lyst til, at tage hjem og skrive ansøgninger. Følte mig ærlig talt træt af systemets ukonstruktive krav og besluttede, at jeg havde brug for at stå af præstations-jobsøgningsræset for den dag og i stedet hænge lidt ud med min veninde og hendes baby, og være lidt i nuet. Så ugeplanen er allerede skredet, men sådan må det være.

Som min veninde sagde, så skal man jo også huske at nyde de privilegier, der trods alt følger med dét at være arbejdsløs - som fx. den fleksibilitet det giver, at kunne vælge at gå ud og nyde det, når solen skinner. Og det vil jeg prøve at blive bedre til at huske - i længden er det også det, der er meningen med mine tidsplaner - at jeg skal blive bedre til at holde fri, og ikke lade jobsøgningens medfølgende dårlige samvittighed flyde ind over alle mine vågne timer.

Practise, practise, practise!



onsdag den 10. september 2014

Øvelse gør tweeper

...og mens man er jobsøgende, kan man jo ligeså godt overspringshandle ved at gøre sig lidt lækker på de sociale medier. Hvis man synes den slags er lidt sjovt. Og også da det jo er "en fordel at have kendskab til" i utroligt mange jobopslag inden for kommunikation/formidling.

Jeg legede en del med twitter i mit sidste løntilskudsjob. Men jeg syntes faktisk det var noget nemmere at tweete for en organisation, end at gøre det for mig selv, så da jeg stoppede følte jeg mig lidt på herrens twitter-mark, og tænkte samtidigt at det jo nok var noget jeg burde, når jeg nu søger kommunikationsjobs osv.

Forleden dag til workshop hos min anden aktør blev jeg også anbefalet at bruge twitter aktivt i jobsøgningen. Fx ved at tjekke #jobdk engang imellem og derved få opslag, som ikke nødvendigvis kommer ud alle steder.

Kort sagt har jeg lige brugt lidt tid på at få min twitter-profil lidt mere op at køre (work in progress!) og i den forbindelse fik jeg præsenteret hjemmesiden www.twitterguide.dk. Har læst en del af den, og synes at den er meget udførlig og godt forklaret for en næsten ny eller #nypåtwitter.

Anbefalingen er hermed givet videre. Tweet, tweet.

Om at undgå (for meget) klynk

I går holdt vi første møde i "Netværk for jobsøgende humanister", og selvom vi ikke var så mange, var det alligevel et godt, motiverende møde. Det gav mig i hvert fald en følelse af at tage tingene lidt i egen hånd og gøre noget aktivt, og jeg tror også de andre gik derfra med den følelse. Det føles godt at gøre noget der ikke udelukkende handler om at få et job, men om at få det fedt, og lave fede ting med andre - og måske få noget op at stå, der kan give gejst, nye erfaringer og måske på længere sigt blive til nye jobs til os. I stedet for at sidde foran skærmen og se det ene afslag efter det andet tikke ind i inboxen. I dag fik jeg afslag fra en stilling, jeg egentlig syntes lød lidt kedelig, men havde den rigtige jobtitel - de havde så fået 540 ansøgninger! Så hvorfor er det lige vi allesammen skal bruge tid og kræfter på at skrive ansøgninger som virksomhederne drukner i at læse. Det føles hjernedødt, og som spild af tid, der kunne bruges meget bedre!

Og det bringer mig frem til én af de faldgruber for et netværk for jobsøgende, vi diskuterede i går. Risikerer det ikke bare at blive et sted, hvor vi kan læsse alt vores brok af over dagpengesystemet og de manglende jobs til os?
Giver det mening at have et netværk, hvor vi nok ikke direkte kan hjælpe hinanden med at få kontakter/job i ret høj grad, da det er de samme (generelle) kompetencer mange af os har?
Hvordan gør man det til et motiverende forum, hvor man ikke bare vil blive deprimeret over det, de andre gør/kan/har?
Hvordan gør vi det til et skabende netværk, hvor vi ikke bare klapper hinanden på skulderen og trøster og brokker, men hvor vi siger F*** det til jobmarkedet og systemet og støtter hinanden i at lave det, vi gerne vil? Og i at finde ud af, hvad vi gerne vil. Udenfor tvangsprægede møder med velmenende og friskfyragtige konsulenter som ikke aner en disse om det humanistiske jobmarked, men blot OCD-agtigt messer "søg bredt" og "SMV'er er fremtiden".

Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til at brokke sig over systemet og nogle af de latterlige regler, der tit gør mere skade end gavn for ens mulighed for at forsørge sig selv med tiden. Eller til at være ked af det over afslag. Den slags er nødvendigt.

Men udfordringen er hele tiden at finde tilbage til en grundtone af, at vi kan så sindssygt mange fede og nyttige ting, at det er for dumt at så mange af os sidder og venter på chancen for at bevise det, mens vi skriver den ene ansøgning efter den anden, som havner i en bunke med mere end 500 i.

Jeg har i hvert fald lyst til at sparke mig selv i gang med noget sjovere - sammen med nogle andre - og jeg håber, at det her netværk vil kunne give et afsæt for det.

mandag den 8. september 2014

En dukkert

Så kom den så, dukkerten... og det blev ikke i dag, det hele skulle gå op i en højere enhed. Men det havde været "en af deres bedste samtaler" og det kan da godt være, det er en trøst. I morgen. I dag hjælper det ikke så meget...

Kollegaer - og konkurrenter...

som jobsøgende har man jo ikke nogle rigtige kollegaer. Det, der kommer tættest på, er de andre jobsøgende inden for ens egen branche. De ved præcis, hvad man går igennem, for de sidder jo og skriver ansøgninger til præcis de samme jobs, som man selv søger. Og de ved, hvor svært det er at få foden inden for, hvor få penge der er til at ansætte folk inden for "sådan noget med kultur og kommunikation", og de stiller ikke åndssvage spørgsmål som "har du prøvet at søge bredt?", de ved, at løntilskud er en ambivalent affære, fordi man jo udfører arbejde som nogen burde blive betalt rigtige penge for at lave.... de kender til slåskampe med a-kassen, bøvl med freelance-jobs og supplerende dagpenge og alle de op- og nedture man går igennem, når man får afslag efter afslag og atter skal finde begejstringen frem for at kunne skrive en ny ansøgning og fremstille sig selv som den helt rigtige overskudsperson til jobbet.

På godt og ondt kan man sammenligne sig med hinanden. Det er godt, fordi man virkelig har brug for folk, der forstår den situation, man er i. Det er ondt, fordi det nogle gange er umuligt ikke at blive misundelig. Og det er som bekendt ikke en rar følelse. Men ikke desto mindre er det svært at lade være, når en jobsøger-kollega lander et job, man gerne selv ville have haft, eller bare virker til at have vildt gang i den med spændende projektansættelser og freelance-opgaver. Åh, hvor har jeg nogle gange anstrengt mig for også at få det, jeg har gået og lavet til at lyde flot, når jeg mødte en gammel studiekammerat på gaden. Og det er sikkert lykkedes ind imellem, men det er sjældent sådan det har føltes indvendigt.

Nu har jeg så startet et netværk for jobsøgende humanister. Og ind imellem har jeg spurgt mig selv, om det overhovedet er muligt at være kollegaer, når vi samtidigt er konkurrenter i en presset situation? Vil jeg dele relevante opslag på væggen, så jeg får endnu flere direkte konkurrenter? Kan jeg glædes over, at det lykkes én fra netværket at få et job, når det stadig ikke vil lykkes for mig? Eller vil jeg komme til at græde bitre tårer over, at det åbenbart lykkes for alle andre, men bare ikke for mig? Det er ikke noget, jeg er stolt af, for jeg har ikke lyst til at være bitter, og det er altså lavt ikke at kunne glæde sig på andres vegne. Men jeg tror også det er en del af den situation, jeg er i.

Jeg prøver bare at huske, at alle fortæller deres historie, så den fremstår mest muligt som en succes. Jeg har da selv skrevet på LinkedIn, at jeg er ansat af Frederiksberg Kommune, selvom det faktisk var en ganske lille freelance-opgave, jeg løste for dem. Men det lyder da af noget, og det stiver mig af, når jeg skal fortælle om mig selv og min situation. Lidt narrativ sminke til at få det hele til at se kønnere ud bruger vi vel alle sammen fra tid til anden. Men ind imellem er det også befriende at blive set helt uden sminke - selvom det gør én sårbar.

Jeg håber, det er muligt at være kollegaer, selvom man samtidigt er konkurrenter. Og at acceptere, at det kan være svært at finde overskuddet til at glæde sig på hinandens vegne, i den situation vi er i nu. Måske er jeg ikke den eneste, der har det sådan.

lørdag den 6. september 2014

Det går op og ned i showbiz...

I dag er en god dag. Faktisk er hele weekenden god. Fredag var jeg til jobsamtale på et job, jeg virkelig gerne vil have. Hvis jeg får det, er det som om det hele går op i en højere enhed, og jeg pludselig er et helt andet sted i mit liv. Hvis.

Det er sket adskillige gange for mgi i de sidste par måneder. Jeg er kommet til samtale, hurra. Det er godt, det betyder at man er tættere på osv...bla...bla. Lige ved og næsten har dog indtil videre ikke hjulpet mig nogen vegne. Man sætter sig op til samtalen, researcher hjemmesiden og facebook, tager pænt tøj på, kommer i god tid, smiler, har et fast håndtryk, kigger alle ved bordet i øjnene og smiler mere, fortæller om sig selv uden tøven (næsten), viser gå-på-mod og kompetencer osv, det hele afstemt efter tonen i jobopslaget. Det går godt, man føler at man klarede eksamen ok. Måske skulle man have sagt mere om det, eller svaret noget andet på det spørgsmål? Man ved det ikke.

Men i denne her weekend har jeg lov at føle mig god. Jeg kom til samtale, hurra. Jeg er med i opløbet. De syntes jeg havde skrevet en "virkelig god ansøgning" og at jeg havde "værktøjskassen i orden". Jeg samler på den slags kommentarer, der giver håb om, at én eller anden dag (snart) så lykkes det sgu. Så er det mig, der står forrest i køen, er bedst kvalificeret, eller bare lige gør mig bedst til samtalen. I den her weekend siger jeg til mig selv, at de selvfølgelig skal tage mig, for jeg er jo den bedste, og helt rigtig til jobbet både fagligt og personligt. Og jeg føler, at det ikke er helt ved siden af at tænke sådan. Og hvor vil det bare være vanvittigt fedt, hvis de ringer og siger, at de vil have mig! Jeg kan se for mig, hvor lykkelig jeg vil blive. Jeg kan mærke følelsen i maven lidt allerede, men jeg holder den tilbage.

Jeg tænker selvfølgelig også, at det kan være det bliver et afslag. Jeg tænker på, at det sidste gang lykkedes mig at bevare kontrollen over min stemme og gemme gråden til bagefter (tror jeg da). Samtalen skal bare ikke være ret lang, så går det nok. Jeg tænker på, at man jo ikke bør tage det så personligt. Men også, at hvordan skal man lade være med det, når det har så stor betydning for ens liv og velbefindende.

Efter hvert afslag føler jeg mig som en taber, og skal samle mig selv op igen. Sige til mig selv, at der nok dukker noget bedre og mere rigtigt op om lidt. Sige til mig selv, at det nok skal lykkes for mig. At jeg da i det mindste får mere rutine i at gå til samtale. At heldet på et tidspunkt er på min side i det her uforudsigelige spil. Hvordan næste uge bliver er helt umulig at sige, men jeg håber inderligt, at jeg slipper for endnu en dukkert, for det er f***** hårdt!

Ind til videre vil jeg nyde weekenden og føle mig som en sej jobsøger - lige på kanten til at træde ind i de heldiges rækker - dem med et spændende job, der fører dem videre mod det, de drømmer om. Bare lidt.

mandag den 25. august 2014

Hovedet på blokken

Vi humanister er et presset folkefærd for tiden. Man kan godt få følelsen af, at vi bliver opfattet som unødvendige, virkelighedsfjerne og egoistiske snyltere, som inden vi begyndte at studere burde have forudset, at samfundet ikke ville have brug for os - i hvert fald ikke så mange af os. Hvis vi virkelig havde ønsket os et job, ville vi vel have valgt at blive ingeniører eller læger eller noget andet fornuftigt. Når vi nu har gået og hygget os med at studere af lyst, så har vi nærmest fortjent vores arbejdsløshed, synes at være én af tankerne i tiden.