CUT//

For lidt over seks (seks, gisp!?!) år siden skrev jeg anmeldelsen "For sarte sjæle" som et led i min afsluttende eksamen i Kulturformidling på universitetet. Det er stadig én af de forestillinger, der har gjort størst indtryk på mig. Jeg har ikke set den siden, så jeg kan ikke sige om det var, fordi jeg var særligt modtagelig i den periode, eller om den stadig ville påvirke mig ligeså stærkt. Men nu spiller CUT på ZeBu i København i september, så jeg synes at min anmeldelse - som blev skrevet som en Information-anmeldelse, men aldrig trykt andre steder end i min eksamensopgave - skulle have lov til at se dagens lys.
Hvem ved, måske vil der dukke flere anmeldelser op herinde fra tid til anden.

Se den, gerne med en ung og følsom sjæl ved din side: http://www.zebu.nu/theatre_calendar/cut/

For sarte sjæle - anmeldelse af CUT//

Det plyssede pigeværelse er ikke ren ungdomsidyl, men et indre fængsel for teenagepigen Nanna, der i forestillingen ’Cut//’ må skære sig for at udholde smerten indeni. Hvid Støj Sceneproduktion har skabt en smuk, men også barsk forestilling om følelsen af at være forkert og anderledes end de andre.

Tabuteater. Udenfor skinner solen og foråret viser sig fra sin sommerligste side. Indenfor er der mørke. Ikke kun på grund af mørklægningen, der er så tæt, at det svært at se sine egne fødder. Men også på grund af det indre mørke, der gør Nannas liv så svært, som det udspiller sig der på scenen foran os. Et mørke, der breder sig og følger med ud i solskinnet efter forestillingen som en let gysen og en anspændthed i maven, der kun langsomt fortager sig. Er dette virkelig en teenageforestilling?

Nanna blev født med to buler i panden, der lignede horn. De blev opereret væk, og lægerne sagde, at der ikke var noget galt med hende. "ikke noget man kunne se, i hvert fald." Lisbeth Sonne Andersen er gennemsigtigt skrøbelig og afventende urolig i dobbeltrollen som Nanna og hendes mor. En moderne prinsessen på ærten, der ligger på sine mange madrasser og er alt for sart til at kunne leve livet. Og en velmenende mor, der ikke tør spørge sin datter om hvorfor hun har smidt knive i skraldespanden.

Problemer forsvinder ikke, hvis man lader være at tale om dem, og unge i vore dage bakser lige så meget med usikkerhed og ensomhed, som de har gjort alle dage. Eller måske mere. For der bliver stillet mange krav og intet mindre end perfekt kan gøre det. Nannas mor kalder hende Prinsesse og vil bare gerne have at hun har veninder med hjem og at hun holder en lille takketale til sin konfirmation. "Er det så meget at forlange?" Men for Nanna er det fuldstændig uoverskueligt at skulle være i centrum, når hun nu mest har lyst til at forsvinde. 

Det er ikke ordene, der fylder mest i Hvid Støjs forestilling, fintfølende iscenesat af Charlotte Ladefoged. Pauser, suk og gentagelser i teksten og bevægelserne giver et indblik i, hvordan Nanna styres af sine tvangstanker og -handlinger. Og i hvor fastlåst både hun og hendes mor er i deres vante mønstre og deres forsøg på at bevare facaden.

Lisbeth Sonne Andersens koreografi understreger på mest poetiske vis tristheden og afmagten, som hendes afbrudte bevægelser og sætninger når hun forsøger at fortælle det til sin mor: "mor, ved du godt...", "mor, har du..."

Igen og igen forsøger hun. Og igen og igen synker hun sammen bag madrasserne, der udgør det vigtigste element i scenografien, og lader knivene tale for et øjeblik. Kun én gang ser vi de røde snitsår på armene, og når vi ser knivene, er det altid stiliseret, så vi forstår, at det her ikke handler om handlingen - den er kun et udtryk for det, der foregår inde i hovedet.

Forestillingen er intens i sin symbolik og stærke billeder, der ikke mindst skyldes Stine Worm Sørensens pigede scenografi og lysdesignet, der på fornem vis understreger stemninger og sceneskift i de mange spring i tid og sted.

Det er en udfordring at få en soloperformance til på én gang at være medrivende og troværdig, men det lykkes i høj grad her. Selvom forestillingen er langsom og indeholder mange gentagelser, så bider den sig fast og griber én, mere end man umiddelbart lægger mærke til. Det her er ikke teenageteater for sarte sjæle. Eller måske netop...

Cut//. Idé og udvikling: Charlotte Ladefoged og Stine Worm Sørensen. Manuskript: Linda Klein. Koreografi og performance: Lisbeth Sonne Andersen. Spiller kun for piger. Set på Børneteaterfestivalen i Ballerup d. 25/4 2009. www.hvid-stoj.dk   

Et nyt kapitel - og en lidt kedelig update

Blokken har ligget stille de sidste efterhånden mange måneder. Foråret bød på en heftig start i mit nye job, og jeg vil stadig ikke sige, at jeg er sådan helt og aldeles landet. Jeg lærer stadig en hel masse om mig selv, om kultur, projektledelse, lokalpolitik og meget andet i mit første sådan helt rigtige 'voksenjob', og ind imellem frygter jeg, at jeg aldrig rigtig får det forkromede overblik, eller bliver sådan rigtig dygtig til mit job. Til andre tider føler jeg mig heldig, at jeg faktisk har fået lige præcis det, jeg ønskede mig.

Det er jo bare sådan, at når man har fået det, tænker man (jeg) ganske hurtigt nåh, okay, hvad er så det næste mål?

Det har jeg nu virkelig prøvet at lade være med at tænke alt for meget. Jeg holdt en lang og tiltrængt ferie med min kæreste i april (i Japan - det var vildt!) og tænkte på alt andet end arbejde. I maj og juni havde jeg fokus på mit nye job og ville ikke stresse over at starte nye ting op for at tjene de flere penge, som trods alt helst skal hales hjem på længere sigt (i hvert fald, hvis der skal blive råd til at rejse lidt væk engang imellem). Jeg fik også en ny kollega, så nu er vi to, og det er skønt at have én at sparre med, når man føler sig dum og grøn engang imellem.

I juli stod den på lidt fuldtids og ellers deltidsferie - og så begyndte et par freelance-opgaver at dumpe ind, så jeg nu har gang i et par artikler, forberedelse af et oplæg på en konference, og i næste uge starter jeg på en anden freelance-formidlingsopgave.

Nyt kapitel

Så med disse opgaver i hus har jeg faktisk taget skridtet og startet en lille selvstændig virksomhed med cvr.-nummer og det hele. Min nye bekendte hedder Moms, og jeg er lidt spændt på om vi kommer til at blive gode venner eller hvad. I hvert fald er skridtet taget, og forhåbentlig vil det føre flere spændende opgaver med sig, at jeg nu er sprunget seriøst ud som freelance humanist.

Jeg vil forsøge at skrive lidt her på bloggen om mine erfaringer i takt med at jeg gør mig dem.

Som det første kan jeg fortælle at jeg oprettede virksomheden mens jeg ventede i kø til SKAT (det tog 40 minutter!) for at spørge om råd til netop det samme. Men så blev det da gjort...

Mit firma er ikke engang 'startet' endnu, da jeg først satte det til at starte 1.9, men jeg har allerede modtaget en opkrævning på 37 kroner i barselsudligning for 2014. Nu er det jo et udmærket formål at betale til, men det er da en lidt underlig fornemmelse at få den slags opkrævninger, før man har haft så meget som en krone i indtægt. Jeg fornemmer, at jeg vil komme til at lære en del om (erhvervs-) livet i den kommende periode...

Det er svært at planlægge med den der fremtid...

For to måneder siden så det lidt træls ud med udsigterne på jobfronten. For 1½ måned siden havde jeg udsigt til midlertidigt fuldtids-projektarbejde. For 5 uger siden havde jeg udsigt til et deltidsjob fra første marts og det passede mig sådan set perfekt. Det ville ikke gøre mig rig, men det ville sikre stabilitet, spændende arbejdsopgaver på en (virker det til) rigtig god arbejdsplads. Og ikke mindst ville det give frihed og fleksibilitet til at vælge, hvad jeg ville bruge resten af tiden på - musik, freelanceopgaver og måske starte en lille virksomhed. Nåh, men i dag startede jeg på mit nye job. Der er i øvrigt ingen af de tidligere jobs, der er helt og aldeles afsluttet endnu, så jeg prøver at have is i maven og forhåbentlig lukke dem ned i løbet af de næste par uger.

Som sagt i dag havde jeg så første arbejdsdag på det nye job. Og det lover rigtig godt. Men der var også uventede nyheder. Hende jeg skulle arbejde sammen med, og som jeg havde regnet med skulle vedblive at være en sparringspartner, havde fået nyt job fra 1. april. Så fra en (forventet) smooth indkøring med en voksen i hånden, er der nu en måned til jeg er ude på (i hvert fald halv-)dybt vand... nåh, men så er det jo godt at jeg kan svømme - eller flyde ovenpå i det mindste. Nu er det bare ikke godt at vide, om jeg pludselig står med en fuldtidsstilling i stedet for en deltids. Hmm. Nåh, men som sagt ved jeg ingenting endnu, og det er det, der er lidt irriterende. Jeg havde jo glædet mig til at få lidt ro i hovedet nu, efter to års konstant uvished om fremtiden.

Men ikke noget brok her. Jeg har ønsket mig et arbejdsliv, og det har jeg sandelig fået!

Alt kan ske

Fra at være en blog om at være dagpengemodtager på jagt efter en vej ud af systemet er det her ved at blive til en blog om først: Work-life-balance og om at øve sig i at sige fra overfor de ting, der ikke føles som de helt rigtige for én. Altså mig, og jeg øver mig. Lige nu er der ikke så meget tale om work-life-balance, som work-more-work-balance. Sådan går det jo, når alt lige pludselig flasker sig, så man har mere at lave end hvad man ønskede sig. Luksusproblem, som bare gør februar til en _meget_ kort og intens måned. Lidt som for præcis to år siden, hvor jeg havde en måned til specialeaflevering...

Og så om en måned kommer bloggen til at handle om to ting:

1) At jeg skal finde mig til rette i mit nye job som kulturkonsulent! (Hurra, jeg fik det - tiderne er sandelig vendt for mig!). Det bliver vanvittigt spændende at starte et sted, hvor jeg kan forvente at have min gang længe. Hvor jeg kan bygge noget op, lære en masse og forhåbentlig blive rigtig glad for mit arbejde. Og hvor jeg kan få den balance mellem stabilitet og nye udfordringer, som jeg har savnet mens jeg har været på dagpenge.

2) At jeg har tænkt mig at forsøge at opbygge en lille selvstændig virksomhed ved siden af, som bygger ovenpå nogle af de erfaringer, jeg går og gør mig for tiden - den første lille opgave er allerede i hus. Så forvent blogindlæg om at vælge det rigtige virksomhedsnavn, blive cvr-registreret og moms-registreret (er det forresten det samme? Hmm, det finder jeg ud af), lave regnskaber, få en hjemmeside, opsøge opgaver (gulp) og den slags. Og et logo måske? Alt det man skal overveje og undersøge og lære, hvordan man gør.

Jeg ved da ikke helt om jeg tør eller kan, men det gode er, at jeg har en basis, som jeg kan leve af, hvis det ikke går, eller ikke går så stærkt. Faktisk er der jo slet ingen grund til ikke at springe ud i det - med en deltidsstilling, hvor jeg har brug for at tjene lidt mere ved siden af, er det jo ideelt at blive selvstændig, så man (forhåbentlig) kan skrue lidt ned og op for det af og til alt efter, hvordan livet arter sig.

Well. Idéen er stadig frisk, forretningsplanen kun in spe - alt kan med andre ord ske...  

"100% af dagpengemodtagere ønsker at lønmodtagerne tænker sig om, inden de lukker munden op"

Jeg bliver så træt og ked af det, når jeg læser artikler som denne her: http://www.information.dk/522021

De folk, der er blevet spurgt i denne undersøgelse, tror åbenbart, at man ingenting laver som dagpengemodtager.

I den periode, jeg har været på dagpenge, har jeg i alt arbejdet 8 måneder på ca. fuld tid for dagpengesatsen - to praktikker og seks måneders løntilskud. Samtidig har jeg sendt et hav af ansøgninger. Men ikke altid alle dem, jeg burde - blandt andet fordi det ikke altid har givet mening i forhold til min situation at søge de opslåede stillinger, man får 'point' for i systemet.
Jeg har opsøgt projektarbejde og forsøgt at udbygge de erfaringer, jeg fik i løntilskudsstillingerne - selvom systemet er utrolig dårligt gearet til at man gør netop det.
Jeg har været på 3 ugers kursus og opgraderet mine grafiske computerskills. Jeg har været til latterlige og ubrugelige kurser hos min Anden Aktør, og jeg har været til stillestående, men dog udholdelige møder med min konsulent.
Jeg har brugt temmelig meget tid på at skrive ph.d.-ansøgning og alle de andre ansøgninger, jeg har sendt afsted - når man søger jobs på sine kommunikationsfærdigheder, er det altså noget, der tager sin tid.
Jeg har været til en del jobsamtaler - researchet og forberedt mig, sat mig op mentalt - og brugt tid på at komme mig igen efter et afslag.

I det hele taget er det, det, jeg opfatter som den sværeste opgave, når man er på dagpenge:
At holde modet oppe, ikke blive for trist, ikke miste troen på at det lykkes og selvtilliden - både den faglige og den personlige, når man gang på gang oplever at blive valgt fra.

Derfor har jeg også ind imellem brugt tid på at mødes med mine veninder - når jeg vidste, at det ellers ville blive en skod-dag foran skærmen, uden motivation til at skrive ansøgninger, eller tro på at det nyttede. Jeg har prioriteret at gå til yoga om formiddagen for at komme ud af sengen og ud i verden at se nogle mennesker. Og jeg har holdt helt fri fra ansøgningerne næsten hver weekend, og leget at jeg var et normalt menneske med en hverdag og fredagsfyraften.

Og den tid har været uvurderlig for at bevare gejsten igennem de snart to år, der er gået siden jeg blev færdiguddannet. Jeg har ikke kedet mig, når jeg har siddet i sofaen har det ofte været med arbejde eller ansøgninger, jeg har gjort mig klogere, jeg har fået erfaringer.

Og det er min oplevelse, at langt de fleste på dagpenge gør, hvad de kan, for at ændre på deres situation. Nogle gange er det bedste man kan gøre at give sig selv et break og komme til hægterne igen ovenpå et afslag.
Det kan måske i øjeblikke se ud, som om man nyder livet - men for filan - må man slet ikke det, hvis man er på dagpenge? Skal man straffes dobbelt for ikke at have et job..?

Må vi bede om lønmodtagere, der tænker sig om inden de lukker l*** ud? Er det for meget at bede om en smule indlevelse, endsige logik? Det er ikke nogen ønskesituation for vi er i. Vi knokler for dagpengesatsen i månedsvis - nogle i år - for at få erfaringer på cv'et, så vi kan få et rigtigt job med løn. Nyttejob - oh god - er der virkelig nogen der tror, at det nytter noget? At gratis arbejde ikke udkonkurrerer lønnede stillinger? At det motiverer os at blive fyldt med ligegyldige konsulentkurser af konsulenter som ikke forstår et hak af vores del af jobmarkedet? Jeg vil påstår at det skaber nogenlunde lige meget apati som motivation...

2015 starter godt

Man siger at én ulykke sjældent kommer alene. Men det gør held i jobsøgningen åbenbart heller ikke. Hvad ser jeg i min inbox netop som jeg havde færdiggjort det seneste blogindlæg? En indkaldelse til samtale på en rigtig spændende deltidsstilling. De første 2 ansøgninger jeg har sendt afsted i 2015, har altså resulteret i 2 samtaler og 1 job - det tegner bestemt godt for 2015...