Vi humanister er et presset folkefærd for tiden. Man kan godt få følelsen af, at vi bliver opfattet som unødvendige, virkelighedsfjerne og egoistiske snyltere, som inden vi begyndte at studere burde have forudset, at samfundet ikke ville have brug for os - i hvert fald ikke så mange af os. Hvis vi virkelig havde ønsket os et job, ville vi vel have valgt at blive ingeniører eller læger eller noget andet fornuftigt. Når vi nu har gået og hygget os med at studere af lyst, så har vi nærmest fortjent vores arbejdsløshed, synes at være én af tankerne i tiden.
