CUT//

For lidt over seks (seks, gisp!?!) år siden skrev jeg anmeldelsen "For sarte sjæle" som et led i min afsluttende eksamen i Kulturformidling på universitetet. Det er stadig én af de forestillinger, der har gjort størst indtryk på mig. Jeg har ikke set den siden, så jeg kan ikke sige om det var, fordi jeg var særligt modtagelig i den periode, eller om den stadig ville påvirke mig ligeså stærkt. Men nu spiller CUT på ZeBu i København i september, så jeg synes at min anmeldelse - som blev skrevet som en Information-anmeldelse, men aldrig trykt andre steder end i min eksamensopgave - skulle have lov til at se dagens lys.
Hvem ved, måske vil der dukke flere anmeldelser op herinde fra tid til anden.

Se den, gerne med en ung og følsom sjæl ved din side: http://www.zebu.nu/theatre_calendar/cut/

For sarte sjæle - anmeldelse af CUT//

Det plyssede pigeværelse er ikke ren ungdomsidyl, men et indre fængsel for teenagepigen Nanna, der i forestillingen ’Cut//’ må skære sig for at udholde smerten indeni. Hvid Støj Sceneproduktion har skabt en smuk, men også barsk forestilling om følelsen af at være forkert og anderledes end de andre.

Tabuteater. Udenfor skinner solen og foråret viser sig fra sin sommerligste side. Indenfor er der mørke. Ikke kun på grund af mørklægningen, der er så tæt, at det svært at se sine egne fødder. Men også på grund af det indre mørke, der gør Nannas liv så svært, som det udspiller sig der på scenen foran os. Et mørke, der breder sig og følger med ud i solskinnet efter forestillingen som en let gysen og en anspændthed i maven, der kun langsomt fortager sig. Er dette virkelig en teenageforestilling?

Nanna blev født med to buler i panden, der lignede horn. De blev opereret væk, og lægerne sagde, at der ikke var noget galt med hende. "ikke noget man kunne se, i hvert fald." Lisbeth Sonne Andersen er gennemsigtigt skrøbelig og afventende urolig i dobbeltrollen som Nanna og hendes mor. En moderne prinsessen på ærten, der ligger på sine mange madrasser og er alt for sart til at kunne leve livet. Og en velmenende mor, der ikke tør spørge sin datter om hvorfor hun har smidt knive i skraldespanden.

Problemer forsvinder ikke, hvis man lader være at tale om dem, og unge i vore dage bakser lige så meget med usikkerhed og ensomhed, som de har gjort alle dage. Eller måske mere. For der bliver stillet mange krav og intet mindre end perfekt kan gøre det. Nannas mor kalder hende Prinsesse og vil bare gerne have at hun har veninder med hjem og at hun holder en lille takketale til sin konfirmation. "Er det så meget at forlange?" Men for Nanna er det fuldstændig uoverskueligt at skulle være i centrum, når hun nu mest har lyst til at forsvinde. 

Det er ikke ordene, der fylder mest i Hvid Støjs forestilling, fintfølende iscenesat af Charlotte Ladefoged. Pauser, suk og gentagelser i teksten og bevægelserne giver et indblik i, hvordan Nanna styres af sine tvangstanker og -handlinger. Og i hvor fastlåst både hun og hendes mor er i deres vante mønstre og deres forsøg på at bevare facaden.

Lisbeth Sonne Andersens koreografi understreger på mest poetiske vis tristheden og afmagten, som hendes afbrudte bevægelser og sætninger når hun forsøger at fortælle det til sin mor: "mor, ved du godt...", "mor, har du..."

Igen og igen forsøger hun. Og igen og igen synker hun sammen bag madrasserne, der udgør det vigtigste element i scenografien, og lader knivene tale for et øjeblik. Kun én gang ser vi de røde snitsår på armene, og når vi ser knivene, er det altid stiliseret, så vi forstår, at det her ikke handler om handlingen - den er kun et udtryk for det, der foregår inde i hovedet.

Forestillingen er intens i sin symbolik og stærke billeder, der ikke mindst skyldes Stine Worm Sørensens pigede scenografi og lysdesignet, der på fornem vis understreger stemninger og sceneskift i de mange spring i tid og sted.

Det er en udfordring at få en soloperformance til på én gang at være medrivende og troværdig, men det lykkes i høj grad her. Selvom forestillingen er langsom og indeholder mange gentagelser, så bider den sig fast og griber én, mere end man umiddelbart lægger mærke til. Det her er ikke teenageteater for sarte sjæle. Eller måske netop...

Cut//. Idé og udvikling: Charlotte Ladefoged og Stine Worm Sørensen. Manuskript: Linda Klein. Koreografi og performance: Lisbeth Sonne Andersen. Spiller kun for piger. Set på Børneteaterfestivalen i Ballerup d. 25/4 2009. www.hvid-stoj.dk