Jeg bliver så træt og ked af det, når jeg læser artikler som denne her: http://www.information.dk/522021
De folk, der er blevet spurgt i denne undersøgelse, tror åbenbart, at man ingenting laver som dagpengemodtager.
I den periode, jeg har været på dagpenge, har jeg i alt arbejdet 8 måneder på ca. fuld tid for dagpengesatsen - to praktikker og seks måneders løntilskud. Samtidig har jeg sendt et hav af ansøgninger. Men ikke altid alle dem, jeg burde - blandt andet fordi det ikke altid har givet mening i forhold til min situation at søge de opslåede stillinger, man får 'point' for i systemet.
Jeg har opsøgt projektarbejde og forsøgt at udbygge de erfaringer, jeg fik i løntilskudsstillingerne - selvom systemet er utrolig dårligt gearet til at man gør netop det.
Jeg har været på 3 ugers kursus og opgraderet mine grafiske computerskills. Jeg har været til latterlige og ubrugelige kurser hos min Anden Aktør, og jeg har været til stillestående, men dog udholdelige møder med min konsulent.
Jeg har brugt temmelig meget tid på at skrive ph.d.-ansøgning og alle de andre ansøgninger, jeg har sendt afsted - når man søger jobs på sine kommunikationsfærdigheder, er det altså noget, der tager sin tid.
Jeg har været til en del jobsamtaler - researchet og forberedt mig, sat mig op mentalt - og brugt tid på at komme mig igen efter et afslag.
I det hele taget er det, det, jeg opfatter som den sværeste opgave, når man er på dagpenge:
At holde modet oppe, ikke blive for trist, ikke miste troen på at det lykkes og selvtilliden - både den faglige og den personlige, når man gang på gang oplever at blive valgt fra.
Derfor har jeg også ind imellem brugt tid på at mødes med mine veninder - når jeg vidste, at det ellers ville blive en skod-dag foran skærmen, uden motivation til at skrive ansøgninger, eller tro på at det nyttede. Jeg har prioriteret at gå til yoga om formiddagen for at komme ud af sengen og ud i verden at se nogle mennesker. Og jeg har holdt helt fri fra ansøgningerne næsten hver weekend, og leget at jeg var et normalt menneske med en hverdag og fredagsfyraften.
Og den tid har været uvurderlig for at bevare gejsten igennem de snart to år, der er gået siden jeg blev færdiguddannet. Jeg har ikke kedet mig, når jeg har siddet i sofaen har det ofte været med arbejde eller ansøgninger, jeg har gjort mig klogere, jeg har fået erfaringer.
Og det er min oplevelse, at langt de fleste på dagpenge gør, hvad de kan, for at ændre på deres situation. Nogle gange er det bedste man kan gøre at give sig selv et break og komme til hægterne igen ovenpå et afslag.
Det kan måske i øjeblikke se ud, som om man nyder livet - men for filan - må man slet ikke det, hvis man er på dagpenge? Skal man straffes dobbelt for ikke at have et job..?
Må vi bede om lønmodtagere, der tænker sig om inden de lukker l*** ud? Er det for meget at bede om en smule indlevelse, endsige logik? Det er ikke nogen ønskesituation for vi er i. Vi knokler for dagpengesatsen i månedsvis - nogle i år - for at få erfaringer på cv'et, så vi kan få et rigtigt job med løn. Nyttejob - oh god - er der virkelig nogen der tror, at det nytter noget? At gratis arbejde ikke udkonkurrerer lønnede stillinger? At det motiverer os at blive fyldt med ligegyldige konsulentkurser af konsulenter som ikke forstår et hak af vores del af jobmarkedet? Jeg vil påstår at det skaber nogenlunde lige meget apati som motivation...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar