I går holdt vi første møde i "Netværk for jobsøgende humanister", og selvom vi ikke var så mange, var det alligevel et godt, motiverende møde. Det gav mig i hvert fald en følelse af at tage tingene lidt i egen hånd og gøre noget aktivt, og jeg tror også de andre gik derfra med den følelse. Det føles godt at gøre noget der ikke udelukkende handler om at få et job, men om at få det fedt, og lave fede ting med andre - og måske få noget op at stå, der kan give gejst, nye erfaringer og måske på længere sigt blive til nye jobs til os. I stedet for at sidde foran skærmen og se det ene afslag efter det andet tikke ind i inboxen. I dag fik jeg afslag fra en stilling, jeg egentlig syntes lød lidt kedelig, men havde den rigtige jobtitel - de havde så fået 540 ansøgninger! Så hvorfor er det lige vi allesammen skal bruge tid og kræfter på at skrive ansøgninger som virksomhederne drukner i at læse. Det føles hjernedødt, og som spild af tid, der kunne bruges meget bedre!
Og det bringer mig frem til én af de faldgruber for et netværk for jobsøgende, vi diskuterede i går. Risikerer det ikke bare at blive et sted, hvor vi kan læsse alt vores brok af over dagpengesystemet og de manglende jobs til os?
Giver det mening at have et netværk, hvor vi nok ikke direkte kan hjælpe hinanden med at få kontakter/job i ret høj grad, da det er de samme (generelle) kompetencer mange af os har?
Hvordan gør man det til et motiverende forum, hvor man ikke bare vil blive deprimeret over det, de andre gør/kan/har?
Hvordan gør vi det til et skabende netværk, hvor vi ikke bare klapper hinanden på skulderen og trøster og brokker, men hvor vi siger F*** det til jobmarkedet og systemet og støtter hinanden i at lave det, vi gerne vil? Og i at finde ud af, hvad vi gerne vil. Udenfor tvangsprægede møder med velmenende og friskfyragtige konsulenter som ikke aner en disse om det humanistiske jobmarked, men blot OCD-agtigt messer "søg bredt" og "SMV'er er fremtiden".
Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til at brokke sig over systemet og nogle af de latterlige regler, der tit gør mere skade end gavn for ens mulighed for at forsørge sig selv med tiden. Eller til at være ked af det over afslag. Den slags er nødvendigt.
Men udfordringen er hele tiden at finde tilbage til en grundtone af, at vi kan så sindssygt mange fede og nyttige ting, at det er for dumt at så mange af os sidder og venter på chancen for at bevise det, mens vi skriver den ene ansøgning efter den anden, som havner i en bunke med mere end 500 i.
Jeg har i hvert fald lyst til at sparke mig selv i gang med noget sjovere - sammen med nogle andre - og jeg håber, at det her netværk vil kunne give et afsæt for det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar