som jobsøgende har man jo ikke nogle rigtige kollegaer. Det, der kommer tættest på, er de andre jobsøgende inden for ens egen branche. De ved præcis, hvad man går igennem, for de sidder jo og skriver ansøgninger til præcis de samme jobs, som man selv søger. Og de ved, hvor svært det er at få foden inden for, hvor få penge der er til at ansætte folk inden for "sådan noget med kultur og kommunikation", og de stiller ikke åndssvage spørgsmål som "har du prøvet at søge bredt?", de ved, at løntilskud er en ambivalent affære, fordi man jo udfører arbejde som nogen burde blive betalt rigtige penge for at lave.... de kender til slåskampe med a-kassen, bøvl med freelance-jobs og supplerende dagpenge og alle de op- og nedture man går igennem, når man får afslag efter afslag og atter skal finde begejstringen frem for at kunne skrive en ny ansøgning og fremstille sig selv som den helt rigtige overskudsperson til jobbet.
På godt og ondt kan man sammenligne sig med hinanden. Det er godt, fordi man virkelig har brug for folk, der forstår den situation, man er i. Det er ondt, fordi det nogle gange er umuligt ikke at blive misundelig. Og det er som bekendt ikke en rar følelse. Men ikke desto mindre er det svært at lade være, når en jobsøger-kollega lander et job, man gerne selv ville have haft, eller bare virker til at have vildt gang i den med spændende projektansættelser og freelance-opgaver. Åh, hvor har jeg nogle gange anstrengt mig for også at få det, jeg har gået og lavet til at lyde flot, når jeg mødte en gammel studiekammerat på gaden. Og det er sikkert lykkedes ind imellem, men det er sjældent sådan det har føltes indvendigt.
Nu har jeg så startet et netværk for jobsøgende humanister. Og ind imellem har jeg spurgt mig selv, om det overhovedet er muligt at være kollegaer, når vi samtidigt er konkurrenter i en presset situation? Vil jeg dele relevante opslag på væggen, så jeg får endnu flere direkte konkurrenter? Kan jeg glædes over, at det lykkes én fra netværket at få et job, når det stadig ikke vil lykkes for mig? Eller vil jeg komme til at græde bitre tårer over, at det åbenbart lykkes for alle andre, men bare ikke for mig? Det er ikke noget, jeg er stolt af, for jeg har ikke lyst til at være bitter, og det er altså lavt ikke at kunne glæde sig på andres vegne. Men jeg tror også det er en del af den situation, jeg er i.
Jeg prøver bare at huske, at alle fortæller deres historie, så den fremstår mest muligt som en succes. Jeg har da selv skrevet på LinkedIn, at jeg er ansat af Frederiksberg Kommune, selvom det faktisk var en ganske lille freelance-opgave, jeg løste for dem. Men det lyder da af noget, og det stiver mig af, når jeg skal fortælle om mig selv og min situation. Lidt narrativ sminke til at få det hele til at se kønnere ud bruger vi vel alle sammen fra tid til anden. Men ind imellem er det også befriende at blive set helt uden sminke - selvom det gør én sårbar.
Jeg håber, det er muligt at være kollegaer, selvom man samtidigt er konkurrenter. Og at acceptere, at det kan være svært at finde overskuddet til at glæde sig på hinandens vegne, i den situation vi er i nu. Måske er jeg ikke den eneste, der har det sådan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar