Tanker om at være ledig med arbejde aka. i løntilskud

Langt de fleste af de stillinger, der henvender sig til sådan én som mig, er slået op som offentlige løntilskudsstillinger. Det vil sige at man skal arbejde ca. 32 timer om ugen til dagpengesatsen, samtidigt med, at man skal søge lige så mange stillinger om ugen, som hvis man bare var 'ledig uden job'. Til gengæld slipper man for hjernedøde kurser hos ens 2. aktør, og kan for en stund næsten føle sig som rigtigt medlem af 'det arbejdende folk'. Hvis man bare ser bort fra det ugentlige tryk på jobknappen, jobansøgningerne og rådighedsgodkendelsen hos a-kassen. Og hvis man ignorerer bevidstheden om, at man udfører reelt arbejde, som man burde få en reel løn for, og det faktum, at der formentlig bliver ansat en ny løntilskudsmedarbejder hurtigere end man kan sige "ansættelsesstrategi" til at fortsætte ens arbejde (som ifølge reglerne ikke må være driftsarbejde, men skal være noget ekstra) så snart perioden er udløbet. Mange steder er der ganske enkelt ikke sat penge af til noget så essentielt som kommunikationsarbejde (det er åbenbart ikke drift?!), og der er heller ingen grund til at gøre det, for der er rigeligt af nyuddannede humanister som mig, der gerne vil arbejde for erfaring og søde ord.

Faktisk er det som om, der stort set ingen stillinger er, der henvender sig til (relativt) nyuddannede, udover løntilskudsstillingerne. De er der til gengæld i rigt mål, for de slås jo op hver 5-6 måned, når en periode slutter. Nogle steder (i kommuner fx) er der endda et lovkrav om, hvor mange de skal have ansat i løntilskud. Hvorfor er der ikke krav om, hvor mange nyuddannede de skal ansætte i stedet?

Jeg var selv glad for at være i løntilskud, fordi det var dejligt at føle sig som et rigtigt voksent menneske, der gik på arbejde, og havde ansvar for andet end min egen jobsøgning. Det føltes som at være i gang med noget, at være på vej et sted hen, og måske ville det kaste nye muligheder (læs: jobmuligheder) af sig... det gav håb og retning. Men helt ærligt - kan det virkelig være rigtigt at stort set alle nyuddannede humanister skal igennem mindst 6 måneders (og ofte mere) værnepligt som billig arbejdskraft?  Burde offentlige institutioner ikke netop betale for den arbejdskraft, de ikke kan undvære? Mange af os er ikke uden erfaring i forvejen - vi har praktikker og studiejobs i bagagen, så hvorfor skal det egentlig være nødvendigt?

Tænk hvis løntilskudsstillingerne blev nedlagt, og der blev oprettet flere rigtige stillinger? Og det behøver ikke engang være fuld tid - mange af os vil være tilfredse med deltid, så vi kan opdyrke andre projekter ved siden af - men vi har brug for en indkomst der kan betale huslejen, og vi har brug for at komme ud af systemet, som hæmmer os i at sætte nye ting i gang.