Vi humanister er et presset folkefærd for tiden. Man kan godt få følelsen af, at vi bliver opfattet som unødvendige, virkelighedsfjerne og egoistiske snyltere, som inden vi begyndte at studere burde have forudset, at samfundet ikke ville have brug for os - i hvert fald ikke så mange af os. Hvis vi virkelig havde ønsket os et job, ville vi vel have valgt at blive ingeniører eller læger eller noget andet fornuftigt. Når vi nu har gået og hygget os med at studere af lyst, så har vi nærmest fortjent vores arbejdsløshed, synes at være én af tankerne i tiden.
Mange af os nyuddannede af slagsen skal først aftjene vores værnepligt med løntilskud og virksomhedspraktikker, før vi kan gøre os håb om at få foden ind et sted. Vi opfordres til at "søge bredt" i stedet for at fokusere på det, vi har uddannet os i. Vi skal slå på vores "generelle akademiske kompetencer" i stedet for vores niche-nørderier med kunst og kultur, formidling og events og den slags. Jeg har set gispet i øjnene på min konsulent, da jeg fortalte, at jeg var uddannet i Moderne Kultur og Kulturformidling. Puuha, så skulle jeg godt nok søge bredt, helst i små og mellemstore virksomheder, såkaldte SMV'er, hvor de endnu ikke ved, at de kan have glæde af en akademiker, for det er jo ikke kulturbranchen, der vækster for tiden...
Hvis jeg ikke var klar over det på forhånd, så er jeg i hvert fald nu ved at have forstået, at systemet ikke er indrettet til sådan nogle som mig. Det har ikke forståelse for at det, man gerne vil tjene sine penge på, ville man sådan set gerne gøre, uden at tjene penge på det, hvis man havde noget andet at leve af. Det forstår ikke, at interesse og arbejdsliv er vævet så tæt sammen, at man ikke bare kan skille det ad. Systemet sætter begrænsninger for, hvad jeg må skabe samtidigt med, at jeg er fuldtidsjobsøgende, af frygt for om jeg nu virkelig ønsker mig et fuldtidsarbejde. Hvis jeg udtrykker mig kunstnerisk, mens jeg er ledig (undskyld - jobsøgende), risikerer jeg at få forringet mine muligheder for dagpenge - det kan regnes som selvstændig bibeskæftigelse.
Uanset om jeg tjener penge på det.
Alene det, at jeg muligvis vil kunne tjene penge på det, er nok til, at det kan regnes som selvstændig bibeskæftigelse, og så er dagpengeretten nedsat til 78 uger i modsætning til 104. Altså selvom den tid, jeg bruger på det, ligger udenfor normal arbejdstid, og jeg i øvrigt lever op til alle krav om at være fuldtidsjobsøgende. På den måde opfordrer systemet ikke ligefrem til selvstændigt initiativ, selvom det måske netop er det, der giver værdifuld erfaring og i sidste ende måske et job.
Så hvad gør man, hvis man gerne vil skabe noget - også mens man er jobsøgende?
Det er idéen at denne blog skal beskæftige sig med noget af det konsulenterne og jobcentrene ikke kan give - stolthed ved vores fag, drivkraft til ikke at blive pacificeret af systemet og motivation til at gå i gang og skabe det, vi har lyst til - og på sigt forhåbentlig også jobs. Det er tanken, at bloggen vil blive skrevet af humanister fra facebookgruppen "Netværk for jobsøgende humanister," og handle om det, der optager os i vores nuværende situation, som jobsøgende, men først og fremmest som humanister.
Humaniora er vigtigt for samfundet og vi som humanister har noget vigtigt at tilbyde - indsigt i hvordan mennesker tænker, føler og skaber mening og identitet gennem kunst, sprog og fortællinger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar